I den forgangne måned blev vi i menighedsledelsen gjort opmærksomme på, at der var én eller flere unavngivne menigheder med base i Odense, som var på jagt efter nye lokaler. Ud fra vores kendskab til disse kirker vurderede vi, at deres søgekriterier muligvis svarede til vores lokalers beskaffenhed.
Derfor besluttede vi efter grundig overvejelse, og med en uges tænke- og bedetid, at kontakte menighederne og tilbyde dem at komme og besigtige vores lokaler. Det blev en fin fremvisning som ledte til, at vi er blevet bedt om et overslag på, hvad prisen ville blive ved et eventuelt salg.
Intet er besluttet endnu i forhold til, om et salg rent faktisk giver mening. Vi oplever dog, at der kan være en guddommelig timing i denne pludseligt opståede situation. Selvom kirkens sal stadig rigeligt kan rumme vores almindelige søndagsgudstjenester, begynder de omkringliggende lokaler at bliver lidt begrænsede ift. aktiviteter som Familienetværk, Next osv. Hvis vi, som vi forventer, kommer til at se fortsat vækst på de forskellige aktiviteter, får vi brug for større og bedre lokaler til dette formål.
Menighedsledelsen er i skrivende stund ved at nedsætte et team med ansvar for at bære denne proces videre. Tommy Rasmussen har indvilget i at lede teamet, hvilket vi er taknemmelige for, da han er en meget dygtig, grundig og ordentlig administrator.
Første skridt bliver at indhente vurderinger af salgsværdien på bygningerne, som gives til de interesserede parter. Hvis processen leder til en egentlig salgsforhandling, vokser teamets opgave nødvendigvis til også at finde nye bygninger, det kan fungere som menighedens fremtidige hjem.
Vi ser frem til en spændende proces i overbevisning om, at Gud vil åbne og lukke døre og vejlede, så vi ender med den rigtige løsning for den næste sæson i Jacobskirken. Vær med til at bede for processen og kontakt meget gerne ledelsen hvis du har spørgsmål og/eller kommentarer.
Vi opdaterer løbende om processen.
Views: 32
No responses yet