Kære menighed
På PULS-samlingen søndag d. 15. december præsenterede vi som menighedens ledelse vores planer for fremtiden. Dette sker i forbindelse med Rubens fratrædelse og den nye tid, vi står over for. Det er planer, der indebærer, at Jacobskirken i løbet af foråret 2025 bliver en del af Åbenkirke. Med dette følger indsættelsen af en ny ledende præst, der har til opgave at facilitere overgangen sammen med Morten og resten af menighedens ledelse.
Udgangspunktet for dette skifte er en oplevelse af, at vi er et rigtig godt sted som menighed. Vi har oplevet en tilstrømning af unge, som nu udgør en stor del af menigheden og det frivillige engagement. Der er vokset et familienetværk frem, som presser både de fysiske og kulturelle rammer for, hvad vi kan rumme som kirke. Det er også blevet reglen snarere end undtagelsen, at vores gudstjenester besøges af mennesker, som er fremmede over for både menighed og tro.
For at kunne facilitere denne vækst oplever vi som ledelse, at der er brug for en større ramme. Der er behov for at koble os på noget større for at komme videre med kaldet til Odense og Fyn. Her ser vi Åbenkirke som det bedste valg i vores apostolske netværk af kirker. Det er i øvrigt helt naturligt, at vækst medfører behovet for omplantning til en større potte. På samme måde er det også helt naturligt, at det kan medføre oplevelsen af tab, selvom skiftet i sig selv er godt.
Som Jesus siger i Lukasevangeliet:
”Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger den unge vin sækkene, vinen løber ud, og sækkene ødelægges. Nej, ung vin skal fyldes på nye sække. Og ingen, som har drukket gammel vin, vil have en ung, for han siger: Den gamle er bedst.” (Lukas 5, 37-39)
Hvad betyder det så at blive en Åbenkirke?
Der er ikke tale om, at vores tilhørsforhold til Apostolsk Kirke svækkes; tværtimod læner vi os mere ind i vores apostolske netværk. Det betyder dog, at vi skifter navn fra Jacobskirken til Åbenkirke Odense. Navnet er centralt, fordi det signalerer et skifte, og fordi det kommunikerer et stærkt fokus på at være kirke for dem, der endnu ikke er i kirken.
Det betyder også, at vi skifter vores nuværende vision: ”Jacobskirken udvikler og udruster tjenester, der virker til evangeliets udbredelse” til det mere mundrette: ”Vi inspirerer mennesker til at opleve Gud og efterligne Jesus”
Endelig betyder det, at vi tilslutter os de fire søjler, som Åbenkirke står på:
– Teologi – det vi tror på, på linje med alle andre apostolske kirker
– Hjerte – det DNA, der kendetegner en Åbenkirke, herunder filosofi, vision og værdier
– Relationer – den måde, man udfører tjeneste på
– Struktur – hvordan man er forbundet med hinanden og vores apostolske netværk
Alt omkring Åbenkirkes historie, vision, værdier osv. kan læses i introduktionsmaterialet Velkommen hjem, hvilket vi opfordrer alle til at gøre.
Når man nærlæser alt dette, bliver det tydeligt, at der er væsentlige ligheder med vores nuværende tænkning i Jacobskirken. Samtidig er det også tydeligt, at vi kobler os på en kirke, som er ”nået længere” i forhold til at forme kulturen og bygge stærke strukturer, hvilket bliver en styrke for os som kirke.
Den videre proces
Vi som menighedsledelse har fuld forståelse for, at dette er en beslutning, der kan vække betænkeligheder og utryghed. Derfor vil vi opfordre alle til at kontakte et medlem af menighedsledelsen, hvis man sidder inde med spørgsmål eller bekymringer omkring beslutningen eller processen. Vi er klar til at lytte, svare på spørgsmål og bede sammen med jer.
Der er også oprettet en FAQ på kirkens hjemmeside, hvor du kan se svar på de oftest stillede spørgsmål omkring Åbenkirke og den proces, der er igangsat. Hvis du har spørgsmål, der ville være gode at få med, kan du skrive dem til faq@jacobskirken.dk eller direkte til Morten eller Ruben.
Menighedsledelsen samles igen den 8. januar 2025, hvor næste fase i processen påbegyndes. Beskrivelse af den videre proces samt præsentation af ny ledende præst følger snarest derefter.
Vi ønsker for alle en velsignet jul og Guds fred og ledelse i den videre proces. Vi er i stor forventning til den tid, vi sammen går ind i.
Views: 43
One response
Jeg vil gerne sige tak for skrivelsen “Velkommen hjem “
Jeg syntes at livssynet, respekten for mennesket , ønsket om at se andre lykkes, og løfte dem op.
Længslen efter at se mennesker løftet op ,
Mere end at se dem ensomme ,forladte
Og mislykkede. Ligger så meget i forlængelse af min egen livsopfattelse . Og forståelse af bibelens budskab,
Så jeg glæder mig til at være en del af det , i forlængelse af det Gud har lagt i mig og talt til mig om.
Tak for jeres arbejde , kærlighed ,energi.
Vi beder for det og jer og vores nye præst !
Knus Frank
Gud veldigne jer !❤️