Forestil dig…
At Gud blev menneske og mærkede, hvordan det virkelig er at gå i vores sko. At Hans syn på menneskebørnene ikke var fjernere, koldere eller mere dømmende end vores kærlighed til vores egne børn. At Han faktisk elsker dem alle. Også dem, der ikke vil vide af Ham.
At Gud blev ved med at invitere mennesker ind i fællesskabet med sig og sin familie. At der var plads til alle rundt om bordet i Guds hus – Både dem, der lignede “de gode kristne”, og dem, der ikke gjorde. Dem, der har truffet gode valg i livet, og dem der ikke har.
Et hjem, hvor kærligheden – ikke reglerne – former mennesker til at ligne Jesus. Lidt mere for hver dag.
Forestil dig en kirke…
Som levede det perspektiv ud. En familie – uanset baggrund, historie eller valg. Alle på vej det samme sted hen: Ind i Guds favn.
En kirke, hvor troen på Guds kærligheds kraft til at forvandle er stærkere end behovet for at regulere hinanden. Hvor ingen behøver forstille sig – og hvor vi hepper på hinanden, i stedet for at skubbe til hinanden. Hvor længslen efter at ligne Jesus sender os ud på en vild rejse af forvandling. Nogle gange i store spring – andre gange i så små skridt, at kun Gud kan se dem.
Kirken jeg drømmer om…
Er fyldt med generationer, kulturer, kæpheste og kant.
For det, der er for ens, ligner ikke Jesu efterfølgere.
Hvis du aldrig bliver lidt udfordret af dem, du deler kirkebænk med, så er det måske blevet for beige. For pænt. For ligegyldigt.
Jeg drømmer om en kirke, der udfordrer status quo. Der længes efter mere. Der tror på, at Gud kan – også når vi ikke kan. Et fællesskab, som er generøs og modig – fordi vi ved, at vi alle har brug for at trække på den konto.
En kirke for mennesker. Både dem, der er kristne – og dem, der endnu ikke er det.
Hvilken kirke drømmer du om?
☞ó ͜つò☞ Brug hashtagget #kirkenjegdrømmerom og vær med til at dele drømmen.
☞ó ͜つò☞ Eller endnu bedre: Kom og vær med til at gøre den til virkelighed. Vi ses i projekt Åbenkirke Odense.
Fællesskab – hver søndag hele sommeren kl. 10.30.
No responses yet