I den kommende tid har du mulighed for at læse om Niels-Peters refleksioner om kirke, fra da de begyndte rejsen mod at blive Åbenkirke i Herning. Du kan læse med her, eller du kan også gå ind her, og læse det hele på substack.com (tilmelding ikke nødvendig)
Denne gang: Når én klapper, klapper alle:
Hvad skal det nu gøre godt for?
Jeg har aldrig været typen, der tænder på kunstigt oppiskede stemninger. Faktisk har de ofte den modsatte effekt på mig. Får mig til at trække mig. Sætte hælene i.
Sådan er jeg. Beklager.
Altså, jeg har ikke noget imod, at andre giver den gas. Det er fint nok. Men når jeg bliver dikteret en bestemt adfærd?
“Løft alle hænderne.” “Lad os alle klappe.” “Lad os alle hoppe.” “Lad os…”
Nej tak.
Måske er jeg bare ikke så ekspressiv. Måske er jeg indestængt. Uanset hvad – jeg vil ikke tvinges til noget.
Så bliver jeg bare Rasmus Modsat.
Men så havde vi besøg af vores ledelsescoach.
En præst fra en kirke, vi var kommet til at holde af. De havde været generøse. Investeret i os. Derfor havde de også fået taleret ind i vores kulturskifte.
Han talte om forandring.
Han var selv en lidt stiv englænder. Ikke den store følelsesmæssige rutsjebanetur dér. Han passede faktisk meget godt ind i Midtjylland.
Og dog…
Der var en glød. En smittende begejstring over den kirke, han ledte.
“Det er ikke kommet af sig selv,” sagde han.
De havde engang været stive. Afmålte. Kontrollerede i deres udtryk. Men nu? Nu skete der noget fra det øjeblik, man trådte ud af bilen. Forventning. Nu gyngede salen af liv, mens folk sang, lyttede, grinte, tog ind.
Men hvordan?
Han lærte os noget den dag. Noget enkelt men ret afgørende.
Bag enhver kultur ligger en række bevidste valg.
Valg, der med tiden bliver ubevidste. Men alligevel styrer alt.
Og hvis vi ikke vælger bevidst?
Så vælger vi stadig.
Det starter måske bare med et irriteret blik. En syrlig kommentar. En lille, bitter irettesættelse.
Og pludselig forstår man: Sådan gør vi ikke her.
Ja, ja, hvis du absolut skal klappe… Ved en stærk pointe. Ved lovsangens intense afslutning. Ved noget, du ikke kan holde inde. Så klap da.
Men vi andre? Vi kigger på dig med overbærenhed. Med det modne, afdæmpede blik.
Og inden du ved af det, har vi lukket endnu en begejstret person ned. Kvalt endnu et “umodent” forsøg på at skabe liv.
Vores coach sagde det ligeud:
“Hvis I vil have en gudstjeneste med indlevelse, så må I bevidst fremelske det. Indtil det bliver en naturlig måde at være fællesskab på.”
Når én klapper, klapper alle.
Og hvis de ikke gør? Så venter du. Skaber et akavet øjeblik.
Som taler, lader stilheden hænge i rummet.
Italesætter ønsket om at flere klapper.
Vi lo nervøst, da han sagde det. Han mente det vel ikke bogstaveligt? Taleren skal da ikke stå og insistere på bifald?!
Det er da både mærkeligt og upassende.
Måske har du det som mig. Måske bryder du dig heller ikke om at blive påduttet noget.
Men hvad nu hvis… Den voksne, apatiske model også er en påduttet adfærd?
Hvad nu hvis spørgsmålet i virkeligheden er:
Hvilken kultur vælger vi at fremme i en levende kirke?
For når det spørgsmål først har fået sit reelle svar, så kalder det på handling.
Man overlader det ikke bare til den eksisterende kultur på forunderlig vis at forbedre sig selv. Man tager kampen op. Man risikerer de akavede øjeblikke. Indtil det ikke længere er akavet men naturligt.
For kultur er ikke kun det, du gør. Det er også det, du tillader.
Hvis du som taler ikke støtter den ene, der prøver at bryde ud af den inaktive følelsesløse tilstand en forsamling er i. Hvis du bare taler videre, når en medlevende tilhører klapper, så løfter du ikke den rette adfærd op.
Og så bliver du medskyldig i den dårlige kultur.
Men hvis du stopper op. Venter. Hepper og italesætter. Lader tavsheden arbejde for dig.
Så sker der noget næste gang en enkelt begynder at klappe.
Så skaber du kultur.
For natur er det, der vokser vildt. Kultur er det, vi vælger at dyrke.
Er du klar til at risikere lidt akavethed?
I din forkyndelse? I din gruppeledelse? I din lovsangsledelse?
For når én klapper… Klapper alle.
Views: 13
No responses yet